Bornholm er Danmarks bedste dykker- og oplevelsessted til vands
Uden for det kendte Bornholm ligger der et ukendt, spændende og stort outdoorområde, som hidtil ikke er blevet brugt af turismen.
I farvandet omkring Bornholm findes et væld af forskellige typer vrag, på varierende dybder. Vragene er særdeles velbevarede, dels fordi de ligger dybt, og fordi der grundet det lave saltindhold i vandet ikke er pæleorm, der ellers ville nedbryde vragene. Derudover er der rig mulighed for dyk fra kysten, med vekslende omgivelser, i forskellige sværhedsgrader. Og hvis det blæser, er der altid en side af øen, der kan dykkes fra eller dyrke vandsport m.m. Bornholm har med andre ord potentiale til at blive kendt som Skandinaviens bedste dykkersted, med udfordringer og oplevelser både for begynderen og den virkelige garvede dykker og oplevelses rejsende.
En interaktiv guide
Som et led i at brande Bornholm som Danmarks bedste dykkersted og med mange oplevelser til vands, har vi behov for at visualisere de mange muligheder for dykning og oplevelser langs kysten og i farvandet omkring Bornholm. Den interaktive online-guide skal vise, hvor det er muligt at dykke, snorkle og lave kystdyk, samt andre aktiviteter til vands. Bornholm er godt dækket ind til lands, nu mangler bare alle de spændende oplevelser, der venter i vandet. Den interaktive guide vil på sigt blive flersproget og blive markedsført i Norden, Tyskland og de baltiske lande.
Guiden indeholder praktisk information, beskrivelser, tips, positioner, billeder og video, om vrag og kystdyk, hvor brugeren kan gå på opdagelse ved at trykke på punkter i vandet omkring øen, og blive inspireret til at besøge og opleve Bornholm fra vandsiden. Det vil også være muligt at få overblik over oplevelser, alt efter hvilken dybde en dykker er uddannet til at dykke på.

Lavet i samarbejde med Diveline Bornholm – Oplevelser i Østersøen
En stor tak til Michael Andersen, også kaldt Minke, for lån af film og billeder fra dykning.

Michael blev udannet dykker gennem Diveline i 2010. Han har gennem de sidste år haft en stor passion for at filme under sine dyk, og har givet os lov til at låne hans flotte billeder til at illustrere hvad man kan opleve ved dykning nær Bornholm.
Baltic Sea Guide er lavet ved hjælp af cykle og vandretursguiden 367 Ture.
Hvor Finn Hansen har bidraget med billeder og inspiration til områderne omkring de nære vandaktiviteter omkring kysten.
Bogen om de 367 ture på Bornholm kan købes her www.367ture.dk

Husk at alle positioner i vores guide kun er vejledende og ikke er de nøjagtige positioner.
Vis respekt for vores guide. Respekter at mange af vores vrag har betydet død, ruin, fallit og savn. Lad også dine børn, børnebørn og fremtidige generationer gå på oplevelser i vores fælles hav. Med venlig hilsen Baltic Sea Guide, venner og støtter og medarbejdere.